En del af Fællesklang er både sociale initiativer som fællesspisning og sommerfest samt et kirkeligt samarbejde, hvilket ses ved fx årlige velgørenhedskoncerter og gudstjenesteskoncerter. Vi ønsker nemlig at være med til at gøre en forskel for andre.

Fællesklangs udvikling

Fællesklang blev udviklet i 2014 i Aarhus af korleder Karen Louise Clausen som et personligt projekt, men blev hurtigt spredt til resten af landet efter en eksplosiv tilstrømning af sangere. Korene (undtagen Fællesklang Aarhus) blev i 2018 en del af KFUM og KFUK. Det betyder, at Fællesklang nu er et af Danmarks største ungdomskor med over 350 sangere på landsplan - og samtidig en del af verdens største ungdomsbevægelse YMCA! I flere af korene mødes over 100 sangglade unge ugentligt, og det gør de, fordi de ser koret som et frirum med plads til alle.

Fællesklangs værdisæt

Fællesklang har en række værdier, som både afspejler sig i hver enkelt koraften, korenes sociale arrangementer samt koncerter:

Åbenhed: Der er plads til alle, så længe du har lyst til at synge og er mellem ca. 18-35 år. Et kendetegn for korene er mangfoldighed ift. forskellige typer mennesker og musikalske evner, hvilket skaber en særlig åbenhed og samhørighed blandt sangerne.

Fællesskab og frirum: Korene vægter fællesskabet højt, så man ikke kun har fokus på korsang, men også på at møde andre mennesker og blive en del af noget større. Du kan være en del af fællesskabet uanset hvordan du synger. Korene har selvfølgelig koncerter, men det vigtigste er processen, og ikke produktet.

Medmenneskelighed: Der skabes en uformel og afslappet stemning, hvor der er plads til fejl, plads til sangernes indskydelser samt plads til humor. Det samme gælder også for vores publikum.

Velgørenhed: Korene vægter velgørenhed via koncert-indsamling til u-landsprojekter samt frivillige velgørenhedskoncerter for fx udsatte målgrupper, for at være med til at gøre en forskel. 

Se 1 minuts video om Fællesklang.

43217199_176174599972899_241256786986795008_n.jpg